Tesla Insurance er på vej til delstaten Washington

Tesla er i gang med at udvide sit eget forsikringsprodukt, Tesla Insurance, til endnu en amerikansk delstat. Ifølge forsikringsmediet Coverager, som Drive Tesla Canada henviser til, har Tesla General Insurance indsendt en officiel ansøgning om at kunne tilbyde forsikringen i Washington med en foreslået lanceringsdato den 1. september 2026.
Bliver ansøgningen godkendt, bliver Washington den 16. amerikanske delstat, hvor Tesla-ejere kan tegne bilforsikring direkte gennem producenten selv i stedet for via et traditionelt forsikringsselskab.
Fra Californien til 16 delstater
Tesla lancerede sit forsikringsprodukt for første gang i Californien tilbage i 2019 og har siden gradvist udvidet til flere delstater. Indiana kom med i marts, mens Tennessee og Florida fik adgang lidt tidligere – sidstnævnte var særligt bemærkelsesværdig, fordi det var første gang i tre år, at Tesla Insurance blev tilbudt i en helt ny delstat.
Med Washington på vej vil produktet dække eller være på vej til at dække i alt 16 delstater: Arizona, Californien, Colorado, Florida, Illinois, Indiana, Maryland, Minnesota, Nevada, Ohio, Oregon, Tennessee, Texas, Utah, Virginia og Washington. I Californien gælder dog en undtagelse, da delstatens regler forhindrer Tesla i at justere den månedlige præmie ud fra realtidsdata om kørslen.
FSD giver billigere forsikring
Ansøgningen til Washington beskriver to separate vurderingsmodeller, som forsikringen bygger på: en almindelig Safety Score og en særlig Safety Score for kunder, der bruger Full Self-Driving (Supervised). Det tyder på, at Tesla også her vil belønne brugen af sit avancerede kørselsassistent-system med en lavere præmie, sådan som det allerede kendes fra andre delstater.
Safety Score-systemet bygger på en række kørselsdata, hvor faktorer som hård opbremsning, aggressiv sving-adfærd, tæt kørsel, hastighedsovertrædelser og kørsel sent om natten kan påvirke prisen – afhængigt af delstaten. Tidligere på året opdaterede Tesla systemet til version 3.0, hvor samtlige kilometer kørt med FSD (Supervised) aktiveret automatisk udløser den højst mulige score på 100 point i bilistens app.
Det skaber et tydeligt økonomisk incitament til at bruge systemet i den daglige kørsel. Ejere, der kører over halvdelen af deres månedlige kilometer med FSD tilkoblet, kan normalt opnå en ekstra rabat på 10 procent på centrale dele af deres forsikringspolice.
Trak sig fra Georgia
Samtidig med fremstødet i Washington har Tesla ifølge Drive Tesla Canada trukket sin mangeårige ansøgning om at lancere forsikring i Georgia tilbage. Tesla søgte oprindeligt om tilladelse i Georgia allerede i 2022 og havde dengang planer om at starte senere samme år.
Opdaterede registreringer i delstatens database viser nu, at ansøgningerne er blevet lukket og trukket tilbage. Det er ifølge mediet det første kendte eksempel på, at Tesla trækker sig fra at forsøge at komme ind på et nyt forsikringsmarked.
Ingen planer for Danmark
Går det efter planen, kan Tesla-ejere i Washington fra udgangen af sommeren 2026 tegne en forsikringspolice direkte gennem Tesla-appen.
Der er indtil videre ingen tegn på, at Tesla Insurance er på vej til det danske marked. Her sker forsikring af elbiler, herunder Tesla-modeller, fortsat udelukkende gennem de etablerede danske forsikringsselskaber.
Deltag i debatten