Teslas 2025-rapport: FSD kører mere energieffektivt end mennesker

Tesla har netop offentliggjort sin årlige Impact Report for 2025, og et af de mest bemærkelsesværdige punkter handler om energiforbrug: Full Self-Driving (Supervised) bruger faktisk mindre strøm end mennesker, når de selv styrer bilen. Det skriver Not a Tesla App.
Konklusionen bygger på data fra 65 millioner kørte miles i løbet af 2025. Tesla har sammenlignet energiforbruget for biler med FSD (Supervised) aktiveret med samme distance kørt manuelt – og resultatet peger entydigt i FSD’s favør.
“Vi har udtaget data fra 65 millioner kørte miles i 2025, som viser, at kørsel med FSD (Supervised) aktiveret bruger mindre energi sammenlignet med at tilbagelægge samme distance manuelt, hvilket sænker de samlede drivhusgasudledninger i processen,” skriver Tesla i rapporten.
Blidere kørestil giver målbar besparelse
Ifølge rapporten kører FSD i gennemsnit omkring 5 procent mere energieffektivt end en typisk menneskelig fører. Forskellen skyldes softwarens kørestil, som accelererer og bremser mere jævnt end de fleste bilister, hvilket sparer strøm direkte ved kilden.
Gevinsten er størst i hastighedsintervallet 25-35 mph, svarende til cirka 40-56 km/t – altså netop den fart, der typisk kendetegner by- og forstadskørsel. Det er dermed en køretype, mange danske Tesla-ejere kører dagligt.
Fordelene rækker nu ud til en større del af Teslas samlede bilflåde. Selskabet er begyndt at udrulle FSD v14 Lite til ældre biler med Hardware 3-computere. Udgaven er en optimeret og “destilleret” version af den nyeste FSD-gren, som giver ældre hardware både nye selvkørende funktioner og den forbedrede effektivitet.
Cybercab skal presse effektiviteten endnu længere
Tesla forventer, at den kommende Cybercab-robottaxi bliver endnu mere energieffektiv end de nuværende modeller. “Med fuld autonomi og maksimeret køreeffektivitet vil vores Cybercab-robottaxi yderligere reducere drivhusgasudledningerne per kørt mile og hjælpe med at undgå næsten dobbelt så meget udledning per mile sammenlignet med Model 3 og Model Y,” skriver Tesla i rapporten.
Det svarer ifølge rapporten til et effektivitetsforspring på omkring 10 procent i forhold til menneskelige bilister. Det kommer ikke som den store overraskelse, efter det for nylig blev afsløret, at Cybercab i det skjulte er udstyret med en langt kraftigere FSD-computer end Teslas nuværende forbrugermodeller – en computer, der kan håndtere væsentligt større selvkørende modeller.
Selve køretøjet er desuden designet til ekstrem energieffektivitet med et forbrug på blot 165 Wh per mile, svarende til cirka 6,1 miles per kWh. Ifølge Teslas ledelse kan Cybercab dermed potentielt blive den mest energieffektive elbil, der nogensinde er produceret.
Masseproduktionen af Cybercab er allerede i gang på Gigafactory Texas, hvor vejtests har kørt for fuld styrke i månedsvis. Tesla er desuden begyndt at teste produktionsklare Cybercab-eksemplarer – helt uden rat og pedaler – på offentlige veje i Austin. Dermed bliver det snart muligt i praksis at vurdere, hvor meget mere effektiv Cybercab reelt er sammenlignet med resten af Teslas modelpalette.
Deltag i debatten